Bestyrelsens beretning 2007

Indledning
2007 blev året, hvor lokalafdelingens mangeårige samarbejdspartner Vestsjællands Amt forsvandt og i stedet fik vi hele 6 nye partnere at skulle forholde os til, nemlig Vestsjællands 6 nye storkommuner. Vor første opgave var at få indstillet en fugleven til kommunernes grønne råd, endda før flere af havde laet oprettet et sådant.

Det lykkedes, og fuglene har nu i hver kommune en god ambassadør for Dansk Ornitologisk Forening. En enkelt kommune, Holbæk kommune, mangler dog stadig at få skabt sig et grønt råd. En anden stor og fremtidsrettet opgave, var lokalafdelingens beskrivelse af fuglelivets forhold i de 9 natura 2000 områder, der indgår Miljøministeriets landsomfattende Vand - og Naturplaner. Under et stort tidspres lykkedes det vore lokale caretakere og vores naturpolitiske udvalg at udarbejde ni omfattende og flotte beskrivelse til rettidig indsendelse før juleferien 2006.

Hertil kommer lokalafdelingens mange, gode klassiske aktiviteter: fugleture, studieture, foredrag, Bladvirksomhed m. v ., hvor mange af vore medlemmer har været aktive.

Denne beretning giver dig et godt overblik.

Fra Hovedbestyrelsen
DOF-Vestsjællands kontaktperson i DOFs hovedbestyrelse har siden juni 2004 være Henrik Wejdling, som samtidig er medlem af lokalafdelingens bestyrelse.

I det forgangne år har det især været DOFs tilpasning til den nye kommunale struktur, der har været på dagsordenen i relationerne mellem Hovedbestyrelsen og lokalafdelingernes arbejde.

For Vestsjælland har reformen som bekendt betydet 'afståelse' af Fuglebjerg og Haslev kommuner til Storstrøm, og så en generel tilvænning til den nye forvaltningsform, hvor kommunerne i vid udstrækning har overtaget de tidligere amters naturbeskyttelsesarbejde (se i øvrigt nærmere under afsnittet om det naturpolitiske arbejde).

Hovedbestyrelsen og ikke mindst Fuglenes Hus har gjort en storstilet indsats for at lette overgangen til den nye struktur, og det har været fint at have den direkte linie mellem Hovedbestyrelsen og lokalafdelingen under hele processen, som jo tillige har ført til dannelse af en helt ny lokalafdeling i Nordsjælland, som hilses velkommen.

Nu forestår et stort arbejde med at opdatere og videreudvikle DOFs langsigtede strategi, et arbejde, der ud over repræsentantskabet og foreningens grupper og udvalg, også i høj grad vil involvere lokalbestyrelserne, og der er allerede aftalt møder i starten af det nye år mellem lokalbestyrelsen og DOFs direktør med henblik på de indledende øvelser.

Trækfugledag ved Storebælt
For syvende år i træk gennemførte lokalafdelingen den 14. oktober 2007 den årlige overvågning af Vågetrækket over Storebælt med bemandede poster på Stigsnæs, Halsskov, Flasken (v. Reersø) og på Røsnæs, ligesom der var løbende kontakt til en post på Knudshoved ved Nyborg.

Hen ved 100 folk mødte op på posterne og havde nogle fine rovfugleoplevelser. Så fine, at flere faktisk meldte sig ind i foreningen på dagen!

Alt i alt trak 670 Musvåger over de fire observationsposter, idet næsten halvdelen sås ved brofæstet ved Halsskov, som generelt havde det meste træk denne dag med relativ svag vind fra SØ, S og SY. De fleste våger trak dog sydover og krydsede formentlig Agersø Sund nær Klarskov, så broen havde ikke den store trækleder-effekt denne dag./p>

Ud over Musvågerne var der også fine totaler for Rød Glente, hvoraf ikke mindre end 17 blev set tillige med 126 Spurvehøge, 6 Fjeldvåger, 3 Blå Kærhøge og 2 sene Fiskeørne.

De tilbagevendende observationer af trækket over Storebælt har primært til formål at eftervise, om Storebæltsbroen er blevet en ny trækleder for rovfuglene. De meget foreløbige indicier efter nu syv års registreringer, tyder på, at broen virker som en kærkommen sikkerhedsline for Musvåger ved noget kraftig nordvestlig vind, hvor fuglene aktivt må baske op mod vinden. Men der skal mange flere observationer til, førend noget kan siges med sikkerhed. Sikkert er det imidlertid, at kragefugle, duer og stære med stor forkærlighed trækker langs broen - snart sagt uanset hvilket vejr, det er.

Naturpolitisk arbejde
DOF-Vestsjællands naturpolitiske udvalg består af Torben Dyhrberg og Henrik Wejdling, der begge samtidig er medlemmer af DOFs centrale Naturpolitiske udvalg. Det lokale udvalg har i år skullet omstille sig til de helt nye administrative strukturer med kommunerne som naturforvaltere og med en ny væsentlig spiller på arenaen, nemlig de Statslige Miljøcentre, hvor Vestsjælland er underlagt centrene i både Roskilde og Nykøbing Falster, ligesom den gode dialog med Statsskovvæsnet har været opretholdt.

Udvalget har haft god bistand fra de kommunale ambassadører, som nu er fundet i hver af de 6 storkommuner, der er tilbage i vores region, og som løbende modtager og vurdere alle relevante afgørelser og planer m. v. for deres respektive kommuner. Ikke mindst i Ringsted har ' ambassadør Nielsen' (alias Inger Nielsen) påtaget sig et stort arbejde med at indgå også i etableringen af et grønt råd og i Lokal Agenda 21-arbejdet samt Friluftsrådets arbejde med at udarbejde bidrag til kommuneplanarbejdet, ligesom IN deltager i et lokalt pilotprojekt omkring fremtidens landbrugsbyggeri, LAG-arbejdet og arbejdet med en Å-dalsplan for Ringsted Å-dal. Der skal også lyde en stor tak til de øvrige ambassadører, Hans Mejlstrup (Odsherred), Knud Erik Antonsen (Holbæk), Søren Harding (Sorø), Torben Dyhrberg (Slagelse) og så i al beskedenhed formanden, Magnus Bang Hansen (Kalundborg), der bl.a. indgår i de grønne råd, som foreløbig er oprettet i Odsherred, Kalundborg, Sorø og Slagelse kommuner, og som i øvrigt har deres daglige hyr med at læse e-mails om alt fra carporte til vandhulsetableringer og skelforandringer i det åbne land - og så ind i mellem pludselig et kullager med en årskapacitet på over 7 mio. ton midt i et internationalt natur beskyttelsesområde .

Lokalbestyrelsen har holdt to møder med de lokale ambassadører, og det naturpolitiske udvalg har udarbejdet guidelines og elektroniske ståbier til ambassadørerne, som gør det muligt hurtigt at orientere sig i den uhyggelig lovjungle, der ellers åbenbarer sig, når man forsøger at sætte sig ind i planlægnings- og naturbeskyttelsesarbejdet.

Regeringens miljømilliard, der var afsat til en ekstraordinær indsats på vand- og naturområdet, men som jo skrumpede lidt undervejs, drypper også lidt på det vestsjællandske, hvor Isefjorden i nord og Susåen med opland i syd er udpeget som projektområder, og specielt f.s.v.a. Øvre Suså har naturpolitisk udvalg afgivet et notat om fugleforekomster og forslag til forbedringer (omtalt nærmere i decembernummeret af Bladsmutten).

Den helt store holmgang i 2007 kulminerede i dagene op til jul, hvor det naturpolitiske udvalg med støtte fra caretakere og andre lokale godtfolk indsendte kommentarer til de basisanalyser, som myndighederne har sammenstykket for de internationale naturbeskyttelsesområder, der findes i vores område. For tre områders vedkommende udarbejdedes kommentarerne i fællesskab med DOF-Storstrøm, da lokaliteterne først har skiftet tilhørsforhold her i f.m. kommunalreformen.

Alle lokalafdelingens kommentarer er lagt ind på de statslige miljøcentres særlige hjemmeside, www.vandognatur.dk, og der er indsat link til dem på DOF-Vestsjællands hjemmeside.

Ud over kommenteringen på basisanalyserne er DOF-Vestsjællands naturpolitiske udvalg også repræsenteret i Vand- og Naturrådet for vandopland Kalundborg, som dækker kysten fra Korshage til Reersø og alle vådområder i oplandet hertil. Rådet, som har sekretariat i det statslige Miljøcenter i Roskilde, har indtil videre dog kun holdt et møde, som mest var af orienterende karakter.

Som det seneste har udvalget kastet sig over DNs imponerende fredningsforlag for Saltbækvig, der, hvis det går igennem, vil blive til et af de største fredede områder i DK, ligesom tilbagevendende anslag mod de internationale naturbeskyttelsesområder omkring Stigsnæs - senest med forslag til udvidelse af kulterminalen med forøget skibstrafik i beskyttelsesområdet til følge - kan holde udvalget travlt beskæftiget også næste år med.

Caretakerprojektet
Som nævnt ovenfor spillede caretakerne i Vestsjælland en central rolle, da lokalafdelingen skulle kommentere på basisanalyserne for de internationale naturbeskyttelsesområder, de opererer i, og som myndighederne nu skal til at udarbejde naturplaner for.

Der har der ud over været afholdt to møder for de lokale caretakere, hvoraf det ene var med deltagelse af projektets koordinator, Thomas Vikstrøm, Fuglenes Hus.

Til alles udelte glæde bevilgede Age V. Jensens Naturfond ved årets slutning en forlængelse af projektet, og det er nu tanken at revitalisere arbejdet på de vestsjællandske lokaliteter i det kommende år. Milepælen i form af kommentering på basisanalyserne har forhåbentlig givet flere folk blod på tanden, og fået de aktive til at se nytten af deres arbejde - ud over glæden ved at se på fugle og nyde de smukke naturområder, vi færdes i.

Følgende lokaliteter i Vestsjælland er i dag mere eller mindre dækket af lokale caretakere. Men der er masser af plads til flere: Omø, Horreby Mose, Lejodde, Valsølille Sø, Store Åmose, Lille Åmose Tissø, Alleshavebugten og Hov Vig ligesom Tystrup-Havelse søerne, Porsemose/Holmegaards Mose og Bregentved- & Gisselfeldsøerne er dækket, men nu 'overgået' til Storstrøm.

Fuglenes Dag den 27. maj 2007.
Der var i 2007 i alt 9 ture på Fuglenes dag, og i alt mødte der 125 deltagere på turene, dvs. over 14 deltagere pr. tur i gennemsnit, og ,det på trods af at Fuglenes dag tillige var Pinsedag.

Alle fik en fin oplevelse, bortset fra en enkelt tur, hvor regnen styrtede ned fra start til slut.

Rødstjerten blev set/hørt på de fleste af årets ture, hvilket er en markant forskel til tidligere, hvor rødstjerten sjældent optrådte.

Også i år tog pressen meget vel mod vores udsendte materiale, også selvom der ikke følger annoncekroner med i købet.

Bladsmutten
Bladsmutten udkom med de sædvanlige 4 numre i 2007 og med Henrik Baark som redaktør siden 1997. Bladet sendes gratis ud til alle kernemedlemmer. Medlemmer med almindeligt medlemskab eller andre kan modtage bladet i abonnement for 70 kr. årligt.

I 2007 har der bl.a. været en artikel om "Naturplaner for vestsjællandske fuglelokaliteter" som beskriver Natura 2000 områder i Vestsjælland og en artikel om "Flere fugle langs Øvre Suså".

En særlig tak til Henrik Wejdling, der gennem årene har bidraget med mange spændende artikler om fuglene og det naturpolitiske i det vestsjællandske område.

Redaktøren af Nyt fra Felten, Steen Flex takkes også for sine trofaste bidrag med fugleobservationerne. Dette er et fint samarbejde mellem lokalafdelingens hjemmeside og Bladsmutten.

Bladet har pt. 2 faste annoncører, nemlig Naturbutikken i Fuglenes Hus i København og Pension Holm Mølle ved Silkeborg. Det kan varmt anbefales at støtte dem begge.

Kirsten Laursen har været den utrættelige korrekturlæser gennem flere år nu.

Tegnere, bidragsydere og annoncører takkes varmt for den store støtte til Bladsmutten.

Medlemsstatus
Den 23. oktober 2007 havde lokalafdelingen 817 medlemmer.

Ungdomsarbejdet
Ungdomsarbejdet i DOF Vestsjælland har nu eksisteret i 26 år, hvilket er helt enestående i DOF's historie. Nogle lokalafdelinger kan slet ikke tilbyde deres ungdomsmedlemmer ture eller lejre i lokalt regi.

Med 25 års jubilæet i baggrunden sidste år, er arbejdet her i 2007 gået med et lidt lavere aktivitetsniveau, men med nogle nye personer som aktive ledere. Den årlige Rørvig-lejr i påsken på Nørrevang ved Korshage blev afholdt med en helt ny besætning med Anne-Marie Sørensen, Henrik Wejdling og Lars Christoffersen, sidstnævnte fra DOF Storstrøm, som ledere. Som sædvanlig blev det en stor succes med mange deltagere i alle aldersklasser, og det sædvanlige gruppebillede foran lejren med de mange deltagere blev også taget og efterfølgende bragt i Bladsmutten sammen med lejrbeskrivelsen. Der er ikke mange lokalafdelinger der kan prale med en så høj deltagelse på lejrene som i DOF Vestsjælland. En ny lejr venter forude i foråret 2008 med den samme besætning af ledere som i 2007. Der er således et fint samarbejde mellem de 2 lokalafdelinger øst for Storebælt, hvilket også gør sig gældende på det årlige Kongskildemarked, hvor DOF Storstrøm med Lisbeth Pedersen som aktør, deltager sammen med DOF Vestsjælland med Inger Nielsen, Henrik Wejdling, Henrik Baark og Kirsten Laursen som et godt team. Traditionen tro bankes der fuglekasser sammen med børn denne dag. Dette år blev det kun til 13 kasser. Denne dag gøres der desuden reklame for DOF, hvor der blev uddelt materiale om fuglefodring. Dette gav lejlighed til mange interessante samtaler med folk om dette emne. Fuglefodring er blevet et stort hit blandt haveejere i Danmark, så mange har erfaringer, som de gerne vil fortælle om og dele ud af. Også Gæt en fugl-konkurrencen blevet stort tilløbsstykke for børnene. Årets gættefugl var Havørnen, som jo yngler i området.

Isfugleprojektet
DOF Vestsjælland fik tilladelse til opsætning af 2 isfuglekasser i Tamosen ved Suserupgård kort tid før Vestsjællands Amt lukkede den l. januar 2007. Tilladelsen indebærer, at kasserne sættes op uden for fuglenes yngletid. Isfugleprojektet er et samarbejde mellem Falsters Skovdistrikt, Friluftsrådet og DOF Vestsjælland, men hvor statsskovdistriktet står som ansvarlig over for amtet.

Isfugleprojektet har desværre været ramt af sygdom i 2007. Det var ikke Isfuglen, men bygmesteren, den såkaldte "Isfuglemand", Horst Boedler fra Flensburg, der ikke kunne sætte isfuglekasserne op i mosen som planlagt pga. alvorlig sygdom. Forårets store regnmængder gjorde det heller ikke muligt at sætte kassen op inden fuglenes yngletid i midten af april.

I mellemtiden har "Isfuglemanden" ændret i kassens konstruktion. Han har udviklet en glasfiber letvægtsmodel med 2 redehuller, med en let skrånende indflyvningsbane med et godt afløb for fuglenes guano. Med den nye glasfibermodel viser det sig, at Isfuglen på en sæson kan nå at få 4 kuld på vingerne med 7 unger hver gang. Det betyder således, at den kan nå at få i alt 28 unger på en sommer. Det er helt usædvanligt og en enestående ynglesucces, som den nye kassemodel bevirker. Det indebærer således, at der fremover kun vil blive behov for opsætning af en kasse. Der vil heller ikke blive de store problemer med at få de tunge materialer bragt ud i mosen med den nye model.

Kassens omgivelser bliver de samme som den oprindelige model med græstørv og pæle som støtte og camouflering. På sigt er det vel også den bedste løsning for alle parter, at letvægtsmodellen sættes op i mosen.

Det er planen, at kassen sættes op lige nord for fugleskjulet ved nogle gamle, høje piletræer, hvor Isfuglen plejer at opholde sig. Vi håber, at projektet kan sættes i gang inden ynglesæsonen sætter ind i midten af april. Isfugleprojektet vil betyde, at publikum vil få en yderligere aktivitet at følge med i ved besøg i fugleskjulet.

Klaus Dichmann i Sønderborg har været DOF Vestsjællands bindeled til Horst Boedler i Tyskland. Her ved årsskiftet mangler vi kun at få datoen for, hvornår "Isfuglemanden" kommer til Suserupgård. På DOF Vestsjællands hjemmeside samt i Bladsmutten vil der løbende komme oplysninger om udviklingen i projektet.

Kvindeture
Der har ikke været afholdt kvindeture i 2007. Agersøturen i skolernes efterårsferie i 2006 er den sidste tur, der er afholdt. 2007 var åbenbart året, hvor der ikke skulle være kvindeture i DOF Vestsjælland selvom lokalafdelingen har mange kvindelige, aktive ornitologer. En tur til Rosenhaven i Løve er under planlægning i sommeren 2008 med Kirsten Larsen som turleder.

Seniorture
Det blev til en forårstur i 2007, hvor turen gik til den smukke Akademihave i Sorø og senere på dagen til fugleskjulet og området ved Suserupgård. Vi havde håbet, at isfuglekasserne var blevet etableret i mosen, men det sker forhåbentlig i 2008. Ikke en gang Isfuglen lod sig se.

Lokalgrupper
Haslev Lokalgruppe med Leif Tureby som trofast kontaktperson siden 1997, er fortsat her i 2007 med det sædvanlige høje aktivitetsniveau med arrangementer på Haslev Bibliotek i efterårs- og vintermånederne. Leif har også haft sine ugentlige fuglestemmeture i april, maj og juni måned i Haslevområdet. Fremover mister vi desværre Haslev Lokalgruppe som overgår til DOF Storstrøm pga. de nye ændringer i forbindelse med den nye kommunalreform, der trådte i kraft pr. 1/1 2007. Alle Leif Turebys arrangementer og fugleture vil fortsat blive annonceret i Bladsmutten. Lokalgruppen i Skælskør med Anders Jakobsen som kontaktperson kører også fortsat som tidligere med månedlige ture til Borreby Mose, Skælskør Fjord eller området ved Basnæs og Sevedø.

De øvrige lokalgrupper som Ringsted og Sorø har afviklet ture i forbindelse med Fuglenes Dag. Gruppen ved Jyderup har haft mange ørneture i området ved Skarresø og Tissø med Gerth Nielsen som turleder.

Punkttællinger
Antallet af punkttællingsruter er uændret i firhold til sidste år. De planlagte aktiviteter med at forøge antallet af punkttællinger er blevet udskudt til 2008, grundet andet arbejdspres.

DOFbasen
Tilmeldte medlemmer til DOFbasen stiger støt og roligt. Antallet er nu oppe på 222. Der er desværre fortsat mange i Vestsjælland, som har igen eller ganske få indberetninger i basen. Alle opfordres derfor til at indtaste deres observationer i DOFbasen. DOF Vestsjælland tilbyder – i lighed med tidligere år - gerne kurser til nybegyndere.

Hjemmesiden
Hjemmesiden bliver flittigt brugt. I gennemsnit er der 66 besøg om dagen, hvilket må siges at være ganske pænt i betragtning af at vi er godt 800 medlemmer i DOF Vestsjælland. Det er en stigning i forhold til tidligere år, hvor 2005 havde 45 daglige besøg og 2006 havde 60.

Mange lokale nyheder, flotte fuglebilleder og lokalafdelingens ture og foredrag kan findes her.

Vi har fortsat ambitioner om at være blandt de bedste hjemmesider for lokalafdelingerne, så har du forslag eller ideer til hjemmesiden modtages disse meget gerne.

Afslutning
I 2007 fik DOF vedtaget nye love. Herunder standardvedtægter for lokalafdelingerne. Vores 3 repræsentanter var med til beslutningerne.

Tilbage står en endelig beslutning om lokalafdelingens nye vedtægter, der forelægges på denne generalforsamling den 3. februar 2008.

Vel mødt !
Magnus Bang Hansen

Tidligere beretninger
2006
2005
2004
2003